Verdens madOprettet af Louise Frevert ons, januar 23, 2008 20:47:04Salade Shirazi
Shirazi er navnet på en iransk by.
3 tomater
1 agurk
1 lille løg
1/2 citron
salt,peber
planteolie helst olivenolie ( kan købes hos Netto)
Fremgangsmåde:
Snit tomater og agurk i små tern. Hak løget fint. Lav dressing af citronsaft og olie i forholdet 1:1 - medtag lidt af indmaden af citronen. Rør grundigt og tilsæt salt og peber efter smag. Bland det hele sammen i en salatskål.
Verdens madOprettet af Louise Frevert ons, januar 23, 2008 20:43:30Safranris
500-800 gr Ris (helst basmati eller persiske)
5 ml olie
1/2 tsk Safran
1/4 tsk Sukker
10 ml Kogende vand
ca. 25 g Smør
Fremgangsmåde :
Læg risene i lunkent vand, så risene er dækket helt ca. 1/2 time før kogning.
Si vandet fra. Bring ca. 3/4 liter vand pr. person i kog i en gryde sammen med salt. Risen tilsættes og med jævne mellemrum (ca. 2 minutter) smages på risene indtil de er næsten kogt, men ikke helt. Hæld risene i en sigte, så vandet sies fra. Bring ca. 10 ml vand og 5 ml olie i kog i gryden. Hæld risene tilbage i gryden i kegleform. Bland safran og sukker og opløs det i 10 ml kogende vand. Hæld safranblandingen ned til risene på ét sted - ikke over det hele! Læg låg på. Skru ned for laveste blus og lad stå i 10 minutter.
Smelt smøret. Hæld risene ud på et stort serveringsfad med de safranfarvede ris øverst som pynt. Det smeltede smør hældes jævnt over risene - benyt evt. en hulske.
Verdens madOprettet af Louise Frevert ons, januar 23, 2008 20:41:59Gormehsabzi ba polo (gormehsabzi med ris)
Sabzi gormeh kan købes i iranske indvandrerbutikker.
5 dl sabzi gormeh
ca. 0.8 dl olie
2 store løg
500 g oksekød i tern
2 tsk salt og sort peber
1 tsk gurkemeje
150 g hvide bønner eller cheshmbolboli ( købes i iranske indvandrebutikker)
2-3 spske citronsaft (hvis du godt kan lide sur smag, men det er ikke et must)
Fremgangsmåde :
Læg sabzi gormeh i blød i vand 2 timer før brug.
Hak løgene fint og svits dem i olien indtil de er gyldne. Kom kødet i og brun det ved stærk varme. Tilsæt salt, peber og gurkemeje. Skru ned for varmen og tilsæt den opblødte sabzi gormeh sammen med 4-5 dl af vandet. Tilsæt de hvide bønner. Lad retten simre under låg i ca. 1 time. Tilsæt om nødvendigt vand eller olie undervejs.
Serves sammen med Safran ris og Salade shirazi
PolitikOprettet af Louise Frevert tor, januar 10, 2008 14:39:36Jeg er i den heldige situation, at jeg stadigvæk sidder i Københavns Borgerrepræsentation og kan nu i de næste 2 år, til næste kommunalvalg, arbejde ihærdigt for at gøre København til den attraktive metropol, som alle os ærke-københavnere ønsker at den skal blive.
Det er så sandelig ikke umuligt, at jeg i løbet af et stykke tid, det være kort eller langt, beslutter mig for at arbejde målrettet imod at komme i Folketinget igen. Men på nuværende tidspunkt ville det for mig være en alt for belastende position at have. Det kan blive for meget, at blive eksponeret på negativ måde ustandseligt og derfor synes jeg, at denne tænkepause er velovervejet og på sin plads.
Når pressen og andre har spurgt mig om, hvad jeg skal lave nu, har jeg svaret, om jeg overhovedet behøver at lave noget, og det er selvfølgelig et svar, der skal tages med modifikationer. Efter som, at jeg stadigvæk har et hverv i Københavns Borgerrepræsentation, ganske vist som fritidspolitiker, optager det alligevel en del timer af ugen. Og desuden kunne det jo være, at man havde behov for at trække i håndbremsen og være hos sin familie og sammen med sin familie, mere end jeg har været i de sidste 30 år. Ikke sagt, at jeg ikke ønsker at komme tilbage på arbejdsmarkedet, for det gør jeg. Jeg regner også med, at der vil være gode chancer for snarest at kunne komme i gang med et almindeligt arbejde. Men de næste uger vil jeg bruge til at finde ud af hvad jeg i virkeligheden ønsker at beskæftige mig med rent professionelt.
Så bare rolig, jeg er ikke faldet sammen, tværtimod jeg er fit for fight og er klar til alle de nye opgaver, som den spændende fremtid vil byde på.
PolitikOprettet af Louise Frevert tor, januar 10, 2008 14:37:47Mange, mange gange i de senere år er jeg blevet spurgt om, hvorfor jeg har skiftet parti flere gange. Til dels er der forståelse for, at et skift fra et parti til et andet kan være nødvendigt af ideologiske grunde. Men at skifte 3 gange virker på nogle som det glade vanvid.
I de sidste 2 år har der aldrig været så mange Christiansborg-politikere, der har forladt Folketinget, som nu. Og heller ikke har der været så mange løsgængere i Københavns Borgerrepræsentation, som der er på nuværende tidspunkt. Der er jo en årsag til, at det ikke kun drejer sig om enlige svaler, der ikke kan finde sig til pas i de gængse rammer. Jeg kunne forstå, hvis det drejede sig om enkelte tilfælde, hvor det var tydeligt, at det var samarbejdsvanskeligheder, der var årsagen til, at en politikere måtte forlade sit parti. Men set ude fra, må det jo næsten se ud som opgør med den tradition og det stive system, som det politiske er. De politiske systemer og politikere burde jo tegne et billede af det samfund, som var omkring dem, men det er ikke tilfældet. På alle andre niveauer i samfundet beder man sit personale om at udvikle sig, beder dem om deltage aktivt, at udveksle meninger i en koncert imellem top og bund. Sagt på en anden måde, at der er en bred kommunikation på alle niveauer på arbejdspladsen. Det er ikke tilfældet i det politiske system. Ej heller, at man følger med tiden. Jeg tror, at de politiske partier skal forny sig. Ikke sagt, at man skal gøre op med holdninger, kontinuitet og ideologi, som giver tryghed og pligtfølelse. Men at partierne må udvikle sig i takt med det omkringliggende samfunds globalisering. Alt for mange politikere har været politikere med de samme meninger i mere end 40 år og man må trods alt håbe, at de på et tidspunkt opdager, at samfundet har forandret sig og det burde deres meninger også gøre. Man behøver ikke gå på kompromis med idealer, men tingene er ikke som de var i 50’erne eller 60’erne. Samfundet har teknologisk også forandret sig. De unge mennesker har en anden måde at kommunikere på og det skal vi som politikere være moderne nok til at kunne forstå. Vi skal selvfølgelig ikke give køb på vores kultur eller for den sags skyld vores kulturelle værdier, tværtimod. Hvis man skal kende andres værdier, er det fundementalt at man kender sine egne. Man er nødt til at skele til hvad der foregår i resten af verden og drage det med ind i sin egen politiske hverdag.
De politiske partier står foran en stor opgave, hvor de skal modernisere sig og følge med tiden uden at miste deres politiske ideologi og fodfæste. Det tror jeg på kan lade sig gøre. Jeg tror også, at det er fremtiden for det politiske system, hvis det ikke skal blive helt overtaget af mennesker, der er uddannet til at være politikere. Så vil afspejlingen af befolkningen jo ikke være som det er ønskværdigt, nemlig at alle niveauer i samfundet burde være repræsenteret i Folketinget. Fremtiden vil blive, at det kun er specielt uddannede og rekrutterede mennesker, som kommer ind i politik. Det vil kun være akademikere med en økonomisk uddannelse, det være mainstream-folk som har brugt en del år på, at blive politisk skolet på en anden måde end den politiske skoling, som foregik tidligere i de politiske partier. Det vil være sørgeligt for demokratiet.
PolitikOprettet af Louise Frevert tor, januar 10, 2008 14:35:59En anden af mine store mærkesager, er folkeskolen og uddannelsessystemet i det hele taget. Vi har alt for mange unge mennesker, der ikke kommer igennem uddannelsesforløbet. Vi har alt for mange tekniske skoler, der ikke lever op til den standard, som vi gerne vil have, at de skal have. Ikke fordi skolerne er dårlige, men fordi ressourcerne ikke er gode nok og derved har lærerne ikke de fornødne midler til at kunne få undervisningen op på et professionelt niveau. Man kan også diskutere om lærerne i virkeligheden er gode nok til at undervise i nutidens pensum p.g.a. manglende efteruddannelse. Der skal efteruddannelse til hele lærerstaben og der skal tilføres flere ressourcer. Nu er der jo nok en kritisk læser, der vil sidde og spørge sig selv om, hvor alle de penge skal komme fra? Jamen, som jeg tidligere lige har nævnt, har vi princippet aldrig været så rige i Danmark, som vi er nu. Hvis man endelig skal gå ind og pege på en finansiering af dette, kunne man begynde at se på børnechecken, man kunne se på de unødige ressourcer, der bliver smidt ud på de tiltag overfor 2-sprogede og indvandrere, der desværre ikke har kastet meget af sig. Det kan gøres meget meget bedre, så vi lige netop kunne få alle vores 2-sprogede og alle vores indvandrere ud på arbejdsmarkedet og få dem uddannet. Vi har brug for at de bliver uddannet og vi har brug for alle hænder og al arbejdskraft, hvis der ikke skal importeres fremmed arbejdskraft, frem for at bruge vores egne ressourcer.
Når vi nu taler om at finde finansiering til disse glimrende førnævnte tiltag, kan jeg ikke lade være med at nævne dagsinstitutioner og andre institutioner – fritidshjem, klubber og andet, som igennem alt for mange år, har været styret af fagforeningernes og personalets ønsker frem for at være en serviceforanstaltning for hårdtarbejdende forældre. Siden institutionernes opfindelse har mange forældre forståeligt nok, haft dårlig samvittighed over at skulle efterlade deres barn om morgenen i en dagsinstitution og hente det igen om aftenen. Jeg har gjort det samme og også haft en skrækkelig dårlig samvittighed over det. Men det kunne jo være, at samvittigheden ikke havde været så sort, men lidt lysere, hvis der havde været daginstitutioner med mere fleksible åbningstider, i stedet for at man har dagsinstitutioner, hvor børnene skal afleveres inden et vist tidspunkt, ellers kan de ikke være med i det sociale mønster! Jeg savner, at man har institutioner, der er tilpasset forældrenes behov. Jeg savner at man ikke er lidt mere striks overfor forældre, der er på barsel eller er i en situation, hvor de ikke er på arbejdsmarkedet, så de selv passer deres børn hjemme. Børnene optager i stedet en plads på en institution. Hele institutions-området skal ses grundigt efter i sømmene. For jeg tror, at man på mange måder kan forbedre servicen og forbedre trygheden overfor forældrene, hvis man ikke havde så rigide systemer. For uanset hvordan man vender og drejer det, har det altid været og er det desværre stadigvæk, uanset hvad der bliver sagt, fagforeningernes og personalets præmisser, der kommer i forgrunden mere end det er børnenes og forældres præmisser. Vi må ikke glemme, som jeg plejer at sige, at institutionerne er ikke lavet for personalet, men for børnene og forældre.
PolitikOprettet af Louise Frevert tor, januar 10, 2008 14:34:20Tænk hvis man kunne lave nyhedsudsendelser kun med positive nyheder. Ville det ikke være en helt ny fornemmelse, at vågne op til tv-avisen om morgenen og se en nyhedsudsendelse kun med glade ansigter og positive nyheder. Ja, jeg ved jo godt, at positivisme ikke sælger, som død, krig, ødelæggelse og skandaler. Men på den anden side kunne det også være, at der var andre end mig, der simpelthen er død-hammerende trætte af, at man hver eneste dag kun skal bombederes med den såkaldt kritisk journalistik. Jeg kan godt forstå, at journalister synes, at det er sjovere og mere udfordrerne at snage og grave og virkelig pirke i et sår, men der må da også være en stor glæde i, at formidle gode, positive nyheder. Det glade budskab, det gode budskab, det er der da også nogle gange, men der er få af dem.
Det ville da være noget helt nyt, at vende nyhedsstrømmen til ikke kun, at være én harsk negativ strøm af negativisme til at blive et bredt, lyst, positivt budskab. Nu sidder den kritiske journalist og siger til sig selv: Det er der jo ikke penge i. Der er ikke penge i, at folk er lykkelige, der er ikke penge i at folk er glade, der er kun penge i sladder og skandaler eller at det ikke går særlig godt for nogle! Jeg tror ikke rigtig på det. Jeg tror også, at der er brug for, at der kommer, om ikke andet mere positivisme og formidling af de gode historier ind i mediernes regi. Så er der nogen derude, der tør at være med på, at lave en radio-station, en tv-kanal eller en avis med positive, glade historier, er jeg med. Så tror jeg, at vi kunne få en hel anden form for nyhedsformidling, end den vi ser på nuværende tidspunkt. Er det ikke tid til at vi trækker vejret, at vi måske er lidt mere for hinanden og kigger over skulderen og ser, at det i virkeligheden slet ikke går så dårligt, som vi vil gøre det til, hverken for Danmark, naboen eller én selv?
PolitikOprettet af Louise Frevert tor, januar 10, 2008 14:31:58Selvom jeg er gået ud af Folketinget på nuværende tidspunkt, må jeg indrømme at jeg stadigvæk har nogle mærkesager, som der skal kæmpes for. Ganske vist på kommunalt niveau, men det er ikke ensbetydende med at man ikke kan prøve, at få presset tingene igennem i Folketinget ved indædt at blive ved med at henvende sig til sine folketingspolitikere. Nu er det jo sådan, at jeg ved hvordan tingene fungerer, nemlig at hvis man bliver ved med at bombadere folk længe nok, også i Folketinget – så må de til sidst give efter og tage kontakt med personen. Men sådan burde det jo ikke være. Det burde jo være sådan, som jeg også selv altid har gjort overfor dem, der har henvendt sig til mig, at når man henvender sig til en politiker, det være sig en folketingspolitiker eller kommunal- eller regionspolitiker, så er det politikerens pligt, at tage imod borgeren og høre, hvad borgeren har at sige. Det er jo trods alt borgerne, der vælger politikerne ind. Det er jo ikke politikerne selv, der er i stand til at vælge sig selv ind, så ville verden jo nok se ganske anderledes og forfærdelig ud end den ser ud på nuværende tidspunkt. Så det er et spørgsmål om, at være ihærdig nok og henvende sig til de politikere, der sidder ved magtens ror.
Prøv at få gjort din indflydelse gældende dér. Et af de områder, som jeg tror, at det bliver nødvendigt at arbejde for i de kommende år er trafikområdet.
Den kollektive trafik er ganske simpelt under al kritik. Jeg fatter ikke, at borgerne i Danmark har fundet sig i, igennem måneder, igennem år at blive behandlet af DSB og Bane Danmark, som de er blevet. Alt for mange vælger bilen frem for de offentlige transportmidler, da de ikke føler, at de er lige så belastet og afhængig i bil til trods for de lange køer, som hvis man skal stå og vente på et tog, eller en bus.
Hvis man vælger toget, kan man ikke få en siddeplads, fordi DSB har valgt at tage 200 pladser af et tog i myldretiden. Og det er ikke kun engang imellem at det sker. Man må sørge for, at pendlerne kan få en plads selvom der er ferie eller helligdag, eller andet der gør, at flere skal med toget eller bussen. Der skal simpelthen sættes flere toge og busser ind. Det er pendlerne DSB bl.a. lever af i hverdagen og ikke dem, som 2 gange om året køber en billet og reserverer en siddeplads, så der er optaget for hverdagens brugere af tog og bus.
De kollektive trafikmidler skal gøres bedre nu, de skal forynges. Der skal satses på, at udbygge metroen i et hurtigere tempo i København end det gør sig gældende nu. Det er noget pjat, at der bliver sagt, at der ikke er råd til det. Det koster for meget. Ja, det koster meget, men har vi råd til at lade være? Vi får et dårligt miljø, vi får større sygehus-regninger ved at folk forurener. Hvorimod kunne vi ”opdrage” folk til at bruge de kollektive trafikmidler bedre – ville der være en besparelse på længere sigt. Danmark har aldrig været så rigt, som det er på nuværende tidspunkt. Derfor kan jeg ikke forstå de prioteringer, som flertallet ustandseligt gør. De vil spare på trafikken. Spare på nogle ting, som er irrelevante i forhold til det høje skattetryk og i forhold til borgernes ve og vel.
Spøgelsesbilister – det kan ikke være rigtigt, at man næsten hver dag, får en melding over sin trafikradio om, at der er en spøgelsesbilist, der kører rundt. En spøgelsesbilist, der er set et sted i Danmark. Hvad er det, der gør, at det kan være så interessant for nogen at prøve kræfter i trafikken på den måde. Jeg kan godt forstå, at der kan være personer, der kan have fået et slagtilfælde eller kan være demente, som pludselig kan køre i den forkerte retning, men bevidst at køre i mod trafikken er utilgiveligt og sindsygt. Vi skal ind og have nogle helt andre restriktioner for at få sit kørekort og at man skal følge op hvert 5. år med en fysisk test og hvor et kontrolcenter har folk inde til en kontrol-test med relevante trafikale spørgsmål. Det mener jeg efterhånden må være nødvendigt, da der er alt for meget slendrian. Selvfølgelig er det de få, der kommer til at sætte dagsorden, men det er vigtigt at man i trafikken tager alle forbyggende foranstaltninger i brug. Og så må det have alvorlige konsekvenser, for de få, der føler trang til at udfordre skæbnen for ikke kun sig selv, men i høj grad især for andre i trafikken. Det er et opdragelsessystem vi skal have i gang. Flugtbilister er der også for mange af nu i forhold til tidligere. Hvor er ansvaret? Hvordan kan det være, at man tror, at man kan køre fra sit ansvar, hvis man har gjort et andet menneske fortræd? Hvad er det for en fejhed, der pludselig er kommet over folk, så de ikke kan være deres ansvar bevidst?
